-
Butiksdøden hærger: Farvel til din lokale tøjmand og købmand
Source: BDK Borsnyt / 27 Dec 2024 08:06:52 America/Chicago
Goddag kære læser og velkommen til Berlingskes nyhedsoverblik »Metropol«, der denne uge blandt meget andet kan berette om, hvordan et stort og ambitiøst boligprojekt i København nu er blevet sat på pause. Men først en tur til Nordsjælland for at se nærmere på den lokale butiksdød. 1. Små butikker i Nordsjælland har det svært Kort fortalt: En ny analyse af Helsingør Kommunes detailhandel viser, at omsætningen på udvalgsvarer – for eksempel tøj eller elektronik – er faldet med 136 millioner kroner siden 2017. Perspektiv: Ikke én af de nordsjællandske kommuner har undgået butiksdød de sidste 15 år. Særligt tøjbutikker og købmænd er dem, der forsvinder fra gadebilledet, viser tal fra SMVdanmark. 2. Kæmpe boligprojekt på pause Kort fortalt: I august vedtog Københavns Kommune en plan for Jernbanebyen, der lover boliger til 9.000 københavnere, og som i august forventedes at stå færdigt i 2035. Nu er projektet sat på pause. Perspektiv: De tre ejendomsmastodonter Nrep, Novo Holdings og Industriens Pension, der sammen med DSB Ejendomme skulle byudvikle området, har valgt at trække sig fra samarbejdet. 3. Borgmester vil have flere eliteklasser Kort fortalt: Efterspørgslen efter en plads i idrætstalentklasser er så stor, at unge hvert år afvises. Derfor bør der oprettes flere, mener børne- og ungdomsborgmester i København Jakob Næsager (K). Perspektiv: For nuværende er der to såkaldte idrætsprofilskoler i København, hvor det er muligt fra 7. klasse at forene skolegang og sport i en Team Danmark-talentklasse. 4. Kvinderne dominerer i København Kort fortalt: Københavns Kommune er Danmarks største arbejdsplads. Og den er kvindernes domæne. Syv ud af ti ansatte i kommunen er nemlig kvinder, viser en ny rapport fra kommunen. Perspektiv: Det skyldes ifølge rapporten, at Danmark har et af de mest kønsopdelte arbejdsmarkeder i verden – og det gælder også i kommunen, der står for mange erhverv, hvor kvinder dominerer. Tre hurtige Pernille Rosenkrantz-Theil beskylder partier for »manipulation« Lang straf til hashsælger i Christiania testes af Højesteret Opråb fra Københavns forsyningsselskab Ugens kønsdebat Den konfrontatoriske kønskamp fylder mindre på landets efterskoler end tidligere. Men spørgsmålet om kønsidentitet – om, hvad man er – er i høj grad blevet en del af selve ungdommen. Berlingske har besøgt elever på Kastanievej Efterskole på Frederiksberg til en snak om kønsidentitet. »Jeg føler også, at mange unge får meget pres fra TikTok og Instagram om, at du skal finde det, du er. Du skal finde din seksualitet. Du skal finde dit køn. Du skal finde dine pronominer. Men nogle gange har man bare lyst til at være,« sagde en elev på skolen ved den lejlighed. Ugens oplevelse Hvis du skal ud og have en let anretning med et godt glas druer til, så har Berlingskes mad- og vinanmelder for nylig forvildet sig ned i en kælder på Nørrebro. Her ligger vinbaren Oasis. Men ikke i den kælder, han troede. »Ingen tvivl om, at Oasis’ force er at kunne servere voksenvin på glasset i form af for eksempel aftenens klart bedste glas fra Rauzan-Segla i Margaux,« skriver han og kvitterer med fire stjerner. Tak fordi du læste med. Har du ris, ros eller et godt tip fra hovedstaden til os, så er du altid meget velkommen til at sende det vores vej på metropol@berlingske.dk. https://www.berlingske.dk/metropol/butiksdoeden-haerger-farvel-til-din-lokale-toejmand-og-koebmand